I junis #forskel2017 nominerer Jens fra Oversættergruppen Ung Kræft!

Jeg har valgt at nominere Ung Kræft, der er støttet af Kræftens Bekæmpelse, og som har fokus på personer med (og efter) kræft i alderen 15-39 år. Jeg har valgt Ung Kræft, fordi det er et fantastisk initiativ! Med en kræftdiagnose har man behov for at kunne dele sine oplevelser med andre, der går, eller har været, det samme igennem som en selv.

Ung Kræfts vision er, at ”ingen unge kræftramte skal føle sig alene”, og med 11 lokalgrupper rundt om i landet i større og mindre byer, søger Ung Kræft at nå ud til de mange unge mennesker, som netop føler sig alene med deres kræftdiagnose. Selvom man har mennesker omkring sig, kan det være svært at sætte sig ind i for pårørende, hvordan det er at få kemo eller at håret bliver mere og mere sparsomt.

Lokalgrupperne mødes ca. én gang om måneden, og de forskellige aktiviteter bliver arrangeret af unge frivillige, der er tidligere kræftpatienter. Aktiviteterne spænder vidt, og det kan være alt fra et spil golf til et foredrag om angst. Fælles for alle aktiviteterne er, at der er fokus på et sammenhold, hvor man både kan grine sammen og tale om de lidt tungere ting. Foruden lokalgrupperne, afholder Ung Kræft hvert år deres Landsmøde, hvor man henover en weekend får mulighed for at få tanket op på energi, og hvor man møder nye og gamle venner på tværs af lokalgrupper.

En kræftdiagnose sætter en masse tanker i gang, men Ung Kræft hjælper til, at man ikke behøver gå at tumle med det alene – og dét synes jeg er værd at støtte!

Du kan læse om Ung Kræfts arbejde på deres hjemmeside eller finde dem på de sociale medier via hashtagget #ungkræft.