I april måned giver vi ordet til Nicolai i Tolkegruppen, som nominerer en organisation, der arbejder helt nede på gadeplan:

Jeg blev for nyligt gjort opmærksom på det stigende problem med børn, der hver eneste dag forsvinder i Indien.

Ifølge CRY (Children’s Rights and You) forsvinder cirka 180 børn hver eneste dag.
Det er desværre et tiltagende problem, hvor antallet af forsvundne børn alene fra 2013 til 2015 er steget med 84 % (Kilde – åbner i ny fane). Tallene alene viser, at der skal meget mere fokus på problemet.

Af denne grund har jeg valgt at nominere organisationen Railway Children. De arbejder på at komme dette problem til livs, ikke kun i Indien, men også Østafrika og Storbritannien.

Railway Children arbejder først og fremmest på gadeplan.
Her finder de frem til de børn, der har brug for hjælp, og sørger for at børnene er i trygge rammer, indtil der bliver fundet en løsning baseret på det enkelte barns omstændigheder. Herefter arbejder organisationen på at genforene barnet med sin familie og hjælper dernæst familien, så genforeningen bliver succesfuld.

Derudover gør de en indsats for at oplyse samfundet om, hvad der ligger bag, at så mange børn forsvinder.
Eksempelvis kan misbrug i hjemmet være en faktor, der fører til, at børn løber hjemmefra.
Railway Children kæmper for at sætte problemet på den politiske dagsorden, så det bliver drøftet af de rigtige personer. Håbet er, at det fører til lovgivning, der skal være med til at beskytte disse udsatte børn.

Da de udsatte børn selv er forsvarsløse overfor disse problemer, ser jeg Railway Children som en organisation, der bestemt er værd at støtte.
Deres arbejde med at hjælpe børn, der allerede er i problemer, kombineret med deres forebyggende indsats for at komme problemet til livs er hvad der skal til for at sikre, at færre børn fremover ender på gaden.

Hvis du vil læse mere om Railway Children, kan du besøge deres hjemmeside.

For privacy reasons YouTube needs your permission to be loaded.
I Accept

Da de udsatte børn selv er forsvarsløse overfor disse problemer, ser jeg Railway Children som en organisation, der bestemt er værd at støtte.

fortæller Nicolai fra Tolkegruppen om sin nominering af Railway Children.